be nyheder

Michael er færdig med stress!

I flere måneder har vores kollega Michael Kjeldsen været sygemeldt med stress, og efter en kortere ’optrapningsperiode’ er han retur på fuld tid.

Med egne ord er det endda med fornyet energi trods den kolde og mørke årstid, der ellers niver i optimismen hos mange. Faktisk tror han ikke, at han nogensinde mere får stress, selvom han nu har prøvet det for anden gang i sit liv.

Michael, der oprindeligt er uddannet murer og i en årrække har arbejdet som pædagogmedhjælper, gik efter modne overvejelser i lære som elektriker. Det er mange år siden, at han stod færdiguddannet, og vi har for et par år siden lært ham at kende som fagligt dedikeret og yderst ansvarsbevidst.

Hans seneste oplevelse med stress har på en måde styrket ham, synes Michael. Modsat sin tidligere erfaring med stress i 2010 er han blevet bevidst om sine triggerpunkter og vigtigheden i at sige fra i tide.

Da Michael blev stressramt her anden gang, var han den bærende kraft på en af vores større fagentrepriser. Opgaven forvoldte udfordringer, som Michael stod uden skyld i, men som tog hårdt på ham. Netop pga. den natur, han har.

Efterhånden kunne Michael kun fokusere på fejl, og en konstant træthed overmandede ham fysisk, hvorefter han til sidst blev sygemeldt. Helt udkørt og frustreret!

Hvordan vi håndterer stress i virksomheden?
Vi samarbejder med Mette Mackeprang fra mind:mission. Med sin baggrund som bl.a. certificeret stresscoach er hun et aktiv for os. Gennem årene har hun givet vores stressramte kollegaer hjælp til selvhjælp, så de rent menneskeligt har kunnet komme sig og dermed vende tilbage til jobbet.

Et samarbejde med en stor succesrate, og det er vi taknemmelige for. Dels fordi vi har en naturlig omsorg for den enkelte, dels er vi afhængige af dygtige fagfolk.

Michael, der har genvundet gejsten i både sit job hos os og i sit privatliv, hvor han har gang i renoveringen af et nedlagt landbrug, runder af:

”På forhånd regnede jeg ikke med, at forløbet ville være til hverken min eller BE Installationers fordel. Men bagefter må jeg bare indrømme, at det var præcis, hvad det blev.

Faktisk vil jeg gerne rose Mette for at se og forstå mig, som den jeg er. Hun anbefalede mig øvelser, som jeg greb på min egen måde, og det fik jeg kun anerkendelse for. Mit råd til folk, der går sygemeldte med stress, er i øvrigt at sætte sig bare et lille mål hver dag og nå det. Det var vejen frem for mig”

 


Læs mere om samme emne: