be nyheder

Tommy løfter ansvaret og hæver serviceniveauet

Det kan være tungt at lede og fordele opgaverne, så alt går op i en højere enhed. Kun de færreste kan, og vi er så heldige at have en af dem på holdet.

38-årige Tommy Karlsen, der er viborgenser, har gået på Søndre skole og dyrker crossfit, er vokset op med elektrikerfaget. Hans far er uddannet elektriker, og det blev Tommy også. I dag er han ansat hos os som det uundværlige bindeled imellem vores kunder og vores elektrikere.

Prioritering, servicering og motivering
Hvad skal laves, hvor meget kræver det i tid og ressourcer, hvem skal sættes ind og hvornår? Det er opgaver af den slags, Tommy dagligt jonglerer i det, vi i daglig tale kalder vores serviceafdeling. Altid på imødekommende niveau med en veludviklet sans for at prioritere, servicere og motivere.

Tommys læretid var ellers ikke noget at råbe hurra for. Dog fik han to gode ting med sig videre udover sit uddannelsesbevis dengang for sytten år siden. Dels ambitionen om at ville noget mere i sit arbejdsliv, dels dette råd fra mester: ”Du er virksomheden i kundernes øjne. Opfør dig eksemplarisk og se præsentabel ud”.

I mellemtiden har Tommy med rådet i baghovedet både opnået erfaring med projektsalg samt videreuddannet sig indenfor ledelse. Herunder har han arbejdet i Bjerringbro hos HP El-service, hos Skringstrup El og hos Unilite A/S i Hobro. Selv, siger Tommy sådan her:

- For mig er det en livsfilosofi at gå efter at være den bedste version af sig selv og medvirke til noget meningsfuldt. Når jeg først sætter mig noget for privat og arbejdsmæssigt, er jeg derfor villig til at gå langt for at nå målet. Koster det fx tid, er jeg tålmodig, og koster det kræfter, er jeg udholdende. Det betaler sig heldigvis næsten altid.

Unødvendig omvej førte til kærligheden
Selvom Tommy havde chefpotentiale lige fra begyndelsen af sin ansættelse hos os, arbejdede han i starten som elektriker. Det var godt! Det førte ham nemlig til mødet med den kvinde, han senere slog sig ned med og p.t. venter sit andet barn med.

De to mødtes på Viborg Sygehus, hvor hun på det tidspunkt var ansat som rengøringsassistent, mens Tommy var fast udstationeret elektriker på vores vegne. Han havde ellers nok at se til sammen med sin faste makker og flere andre elektrikere i forbindelse med udskiftningen af sygehusets hoved-tavle. Alligevel undgik det ikke Tommys opmærksomhed, at der samtidig blev gjort fint rent.

Opskriften på den gode leder
Lyst og uddannelse er ikke nok i sig selv, der skal også talent til. Tommy opfylder alle tre kriterier foruden at være elektrikeruddannet, hvilket virkelig gør ham til en ener!

 

Er man sportsmand som Tommy Karlsen, giver det ofte gode resultater at gøre sig umage både på og udenfor arbejdspladsen. Det er Tommy i hvert fald beviset på. Ved siden af lederjobbet hos os og livet som familiefar træner han crossfit, hvor han i konkurrencer flere gange har placeret sig i toppen. Derfor var det oplagt at lave denne billedserie, som fotograf Keld Bærnholdt Lund står bag, i CROSSFIT 8800.